STUDESTALDEN

Byggeriet

-fortsat

Rekonstruktions tegning af staldbygningens nordfacade efter opmålingstegning af Holger Lindhart 1920.

Tegning J.S.

Endelig kunne byggeriet gå igang, og i Januar 1865 averterede Liisberg efter leverandører af mursten. Han skulle således bruge 120.000 letbrændte og 38.000 hårdtbrændte mursten.
Samme år kunne byggeriet af en stor staldbygning på grunden gå i gang.
Staldbygningen blev opført i gotisk stil efter tegninger af tømrermester C. Steinbrenner, og byggeriets karakter var åbenbart så usædvanlig, at Århus Stiftstidende fandt det værd at omtale:

 "omendskjønt dens ydre er smukt, er det navnlig dens indre, som interesserer, baade ved dens hensigtsmæssige indretning og ved de 142 jernssøiler som bære de lave hvælvinger, som danner adskillelsen mellem baasene, for lige så mange stude".

De mange ildebrande i staldbygninger på landet, hvor det brændende høloft derpå styrtede ned over kreaturerne i stalden, medførte en stærk interesse for en egentlig brandsikring af lofterne.
Industrialiseringen bevirkede, at man var i stand til at fremstille profiljernbjælker i lange længder, som kunne udlægges i staldbygningens tværretning, og dermed hindre loftet i at styrte ned.
Et sådant loft er udlagt i studestalden og hvælvingskonstruktionen her er nok temmelig enestående, og er en smuk løsning af et brandteknisk problem.
Hvert søjlemodul, bestående af 4 søjler, bærer sit lave brandsikre hvælv, og det solide loft yder på den måde en fuldstændig beskyttelse mod en opstået brand på det store høloft.
Bygningen var som tidligere omtalt placeret udenfor Mejlgades port, kun omgivet af enkelte huse og gårde.
Hvordan stalden med dens omgivelser har taget sig ud, skimtes på 2 fotografier fra 1865 eller 1866. (se fotografierne på side 3) Denne datering kan bestemmes ud fra studestaldens opførelsesår
(ifølge brandtaksationsprotokollen 1865), og Kystvejen, som ifølge fotografierne endnu ikke er anlagt (Anlægges 1867).

I de følgende år blev stude og andre kreaturer opfedet i stalden med bærme, mask og sødligt duftende spøl fra brænderiet i Mejlgade.
Det hed sig at dyrene stod og svajede i en konstant og forhåbentlig saglig rus, men fede blev de, og der blev fortsat jævnligt annonceret med at kreaturer blev modtaget til opstaldning.